 |
                |
|
Så blev jeg ramt af endnu et slag: Jeg blev forladt af familie og venner som en formentlig håbløs krøbling og en mulig byrde for dem resten af mine dage. Alligevel arbejdede jeg mig på mindre end to år tilbage til sundhed og styrke kun ved at anvende, hvad jeg vidste, og hvad jeg kunne fastslå om mennesket og dets forhold til universet. Jeg havde ingen til at hjælpe mig; hvad jeg behøvede at vide, måtte jeg selv finde ud af — og det er lidt af et kunststykke at studere, når man ikke kan se.
Jeg blev vant til at høre, at det hele var umuligt, at der ikke var nogen udvej, intet håb. Alligevel kom jeg igen til at se og gå, og jeg byggede et helt nyt liv op. Det er et lykkeligt liv, et travlt liv, og — håber jeg — et nyttigt liv. Mine eneste vemodige øjeblikke er dem, der indfinder sig, når snæversynede mennesker fortæller andre, at alt er galt, og at der intetsteds er nogen udvej eller håb, kun bedrøvelse, ensformighed og trøstesløshed, og at enhver anstrengelse for at hjælpe andre er falsk. Jeg ved, at det ikke er sandt.
Derfor er min egen filosofi, at enhver bør delagtiggøre andre i den viden, han har, at man bør hjælpe andre til at hjælpe sig selv, og at man trods uvejr skal fortsætte, for der er altid roligt vejr forude. Man skal ignorere hylene fra de egoistiske intellektuelle, som råber:
Men eftersom jeg aldrig har set lærdom, der unddrages andre, være til nogen nytte, og da jeg holder af at se andre lykkelige, og da jeg har gjort den erfaring, at det overvejende flertal af folk kan forstå og forstår, vil jeg fortsætte med at skrive, arbejde og undervise, så længe jeg lever.
