19 Og synspunktet kan aldrig forgå, men formen kan forgå.

20 Og de mange synspunkter i gensidig påvirkning bliver afhængige af hinandens former og vælger ikke at skelne fuldstændigt mellem ejendomsretten til dimensionspunkterne, og således opstår en afhængighed af dimensionspunkterne og af de andre synspunkter.

21 Heraf opstår en overensstemmelse i synspunkt angående dimensionspunkternes gensidige påvirkning, og dette, reguleret, er TID.

22 Og der er universer.

23 Universerne er der således tre af: Universet skabt af ét synspunkt, universet skabt af alle andre synspunkter, universet skabt ved synspunkternes fælles virke, hvilket der er enighed om at opretholde — det fysiske univers.

24 Og synspunkterne ses aldrig. Og synspunkterne anser mere og mere dimensionspunkterne for værdifulde. Og synspunkterne prøver at blive ankerpunkterne og glemmer, at de kan skabe flere punkter, mere rum og flere former. Således opstår knaphed. Og dimensionspunkterne kan forgå, og derfor antager synspunkterne, at også de kan forgå.

25 Således opstår døden.

26 Manifestationerne af glæde og smerte, af tanke, emotion og bestræbelse, af tænkning, af sanseindtryk, af affinitet, realitet og kommunikation, af adfærd og væren er fremkommet på denne måde, og gåderne i vort univers er tilsyneladende indeholdt og besvaret heri.