|
L. RON
HUBBARD:
HVILKEN INDLYDELSE HANS LIVSVÆK HAR HAFT PÅ VERDEN
DIANETIK OG ET NYT SYNSPUNKT
Det var denne verden, L. Ron Hubbard stod overfor, da han i maj 1950 udgav bogen: Dianetik: Den Moderne Videnskab om Mental Sundhed, med dens dristige erklæring om, at ikke blot er intelligens flydende, men man kan forbedre den ved hjælp af de letlærte teknikker i Dianetik. Også dengang — og dette var særligt overraskende — kunne man forbedre intelligensen ud over de grænser, man normalt forestillede sig.
Den nøgle, der åbnede op for menneskets evne til at tænke, var opdagelsen af engrammet, det reaktive sind og selve Dianetik. I sommeren 1950 kontrollerede og målte Hubbard Foundation intelligensforbedringer efter auditering. Resultaterne var mildest talt forbløffende. Tusinder af vidneudsagn bekræftede disse forbedringer, og den efterfølgende positive omtale nedbrød støtten til ”mennesket-opstod-af-mudder”-skolen. Tankegangen omkring dette vendte så hurtigt og dramatisk, at selv det psykiatriske samfund, som var fast forankret i den genetiske teori, antog ideen om, at intelligens kan forbedres. Sidst i 1950’erne havde selv den kendte adfærdsforsker B. F. Skinner bemærket, at den menneskelige intelligens kan ændres. Og samtidig blev Dianetik brugt i vid udstrækning af manden på gaden, og den tanke, at hans evner kunne forbedres, spredtes langt uden for læreanstalternes elfenbenstårne og endte med at være en bredt accepteret kendsgerning.
I hvor høj grad Hubbards nyskabende opdagelse har gennemtrængt samfundet, fremgår af den kontrovers, der opstod omkring udgivelsen af Bell-kurven: Intelligens og Klassestruktur i det Amerikanske Samfund i 1994. Bogens forfattere forsøgte forgæves at fremlægge beviser, der støttede den teori, at intelligens var arvelig, fastlagt og umulig at ændre. Næsten med det samme blev forfatterne brændt på det intellektuelle bål, idet undervisere sablede bogen ned og henviste til det bjerg af indsamlet materiale, der entydigt beviste, at intelligens-kvotient kunne forøges, en kendsgerning, der blev betragtet som almenviden på det tidspunkt. Den modreaktion, forfatterne til Bell-kurven blev udsat for, vidner om, at et enkelt menneskes opdagelse helt kan ændre status quo indenfor et tidsrum på mindre end 50 år.
 
|
